At læse er at leve

"ISOLEREDE HÆNDELSER. Vejrmeldinger siger mord" af Birgitte Vestermark


Udgivet september 2024 på FORLAGET GRØNNINGEN1


Bogen er 3. bind i den fritstående serie om Victoria Storm.

Anmeldelse af BIND 1 og BIND 2 kan læses her på bloggen.

"KIRSEBÆRRENE"


HÆVN (Link): Ordet med dobbelt betydning, tag for eksempel en practical joke: Du bliver overrasket ved at få en spand vand i hovedet, og prompte siger du: "Jeg skal nok komme efter dig" Hvorefter du udtænker en plan. Den eksekveres, et bagholdsangreb, en overraskelse, eksempelvis en lagkage i hovedet. Alle griner. Kald det hævnens sødme.

Men hævn er som oftest et angreb på en modstander, kald det SELVTÆGT: "At udøve selvtægt er at tage loven i egen hånd, i stedet for at bruge retssystemet, hvorved udøveren af selvtægt gør sig til både dømmende og udøvende magt." WIKIPEDIA

I "ISOLEREDE HÆNDELSER" har vi at gøre med ovenstående. Kald det en vendetta: Blodig gengældelse og ubarmhjertig hævn.

Giver det fred?


På Anholt er Victoria indlogeret sammen med Mads Nordquist på øens nye Spahotel. Det årlige "Redaktørernes møde" skal denne gang afholdes her, og Mads har inviteret Victoria med, en tet a tet, en kærkommen lejlighed til at tilbringe tid sammen væk fra den grå hverdag, og for Mads et nyfødt barn.

Samtidig på øens kro er Kriminalkommissær Flemming Gregorius og hans nye taskforce samlet til teambuilding, noget der for Gregorius syntes at være spild af penge. At bygge med LEGO og løbe rundt med bind for øjnene burde udskiftes med iscenesatte kriminal opgaver, så han rigtigt kunne vurdere sit holds styrker. 
I Kattegat ud for Anholt cirkler en russisk trawler rundt om Anholt Havvindmøllepark. En ikke helt almindelig trawler, men en trawler der med sit undersøiske  kamera leder efter alt andet end fisk.

På Fyn finder datteren til tidligere redaktør Karlstrup, ham liggende for enden af kældertrappen i en pøl af rødvin og blod.

Og på Anholt finder Victoria  redaktør Martin Kornerup i saunaen, han rør sig ikke. Og så bryder naturens kræfter himlen over Anholt, en storm der gør det umuligt at få færgen til fastlandet, et internet og telefonforbindelse der ikke virker. De er fanget på øen. 


"NÅR MIN TID ER KOMMET, ER DEN KOMMET, OG SÅ VIL JEG IKKE KÆMPE IMOD,

MEN DEN ER IKKE KOMMET ENDNU. IKKE ENDNU"


Hvis du kære læser, har læst de 2 forgående bøger om Victoria Storm, så ved du, at hun forfølges af mareridt. Disse mareridt hører vi ikke meget om i denne bog, ikke at det berører handlingen i bogen, men det er mareridt der ellers definerer Victoria. Hun bliver stadig angst, når hun kommer i nærheden af en person, der ligner eller lyder som ham. Ham, som vi læsere aldrig har mødt. Og som bogen her slutter, så er jeg i syv sind om, vi kommer til det. 

Som med de 2 forgående bind læste jeg bogen her "1-2-3-og så var den slut". Sådan en bog som du ikke kan lægge fra dig. Det er ikke en feelgood krimi, der sker noget nyt og uforudsigeligt hele tiden. Hæsblæsende gik og løb jeg rundt i sand og blæst sammen med handlingens personer, og nød naturen, som forfatteren beskriver godt. 

Da jeg startede LÆSELYSTEN, satte jeg mig for, at det kun skulle være DANSKE KRIMIER jeg anmeldte. Credit til den danske kultur, danske forfattere, nye forfattere, til Danmark generelt. Forfatteren promoverer ANHOLT på en forrygende måde, så øen er nu på min "bucket-list" over steder der skal ses.

Jeg er svært glad for, hvordan forfatterne, til de bøger jeg læser, får flettet temaer ind i handlingen, så det ikke kun er mord, kidnapning osv. Temaet i denne bog er ME TOO. At presses til noget for ikke at miste noget andet. Historien starter i 1991, Me Too bevægelsen i 2017. Hvor vil jeg hen med det, jo kære læser, der er år og dage til forskel, der er internet til forskel, og der er et NEJ til forskel. Hvem skal du åbne dig op for, hvem skal du fortælle hvad der skete, uden at miste?

Og så er der en diskret henvisning til NORD STREAM lækagen i 2022. 


Forfatteren skriver godt, kapitlerne er korte, men persongalleriet er stort, og det trækker en 🌻fra.


LÆSELYSTEN giver 4/5 🌻🌻🌻🌻


Bogen er givet mig som forlagseksemplar.
Anmeldelsen er udtryk for min egen mening, og ikke påvirket af forfatteren eller forlag.