At læse er at leve

"AFKLÆDT" og "ONDSKABENS YNGEL" af Maj-Britt Randklit 


Bøgerne er givet mig som forlagseksemplarer.
Anmeldelserne er udtryk for min egen mening, og ikke påvirket af forfatteren eller forlag.


Livet var fuldt af uretfærdigheder. Alle måtte hver især bære det åg, de blev tildelt.


  • AFKLÆDT

Et lig findes i vandkanten af Odense Å. En kvinde kun iført ligklæde, hendes tøj ligger tæt på, pænt lagt sammen. Der er ingen identitetspapirer at finde.

Kort tid efter findes 2 andre lig af  kvinder. Samme Modus Operandi som ved første lig.


Efterforsker Kirsten Dreyer og hendes team sættes på sagen. Torben, Frank, Mogens, Troels, sekretæren Christa og teamets chef Morten. 


Kirsten indhentes af fortiden, da teamet får ny kollega, Michael. En fortid hun har fortrængt, og aldrig har fortalt om.


Efterforskningen ledes hen mod Plejehjemmet Trygbo, hvor de døde kvinder var ansat.

Et plejehjem der har været en del omtalt i medierne pga. anklager om omsorgssvigt. Her møder de en broget skare af ansatte, der alle kun har gode ting at sige om de afdøde. 

Trygbo skal lukkes, der er bygget et splinternyt plejehjem, så personalet er både plaget af sorg, manglende fast personale og stress over flytningen. Et plejehjem i "forfald"

Teamets tidligere chefs kone, Karen, har været ansat som leder på plejehjemmet, og viser sig som en stor hjælp i efterforskningen. 







Og så er der de sideløbende historier, delplots vil jeg ikke kalde dem, men de er der.
Et vidne begår selvmord, et forlist ægteskab, misbrug, voldtægt, trusler og bortførsel. Listen og persongalleriet er langt, og det trætter.
Jeg læste den dog på godt og vel 6 timer, og afslutningen var uforudsigelig.  3⭐ ud af 5 


  • ONDSKABENS YNGEL

I september 1984 finder en ung spejder liget af en pige i skoven. Pigen er slemt tilredt, og ved siden af hende ligger et sjippetov. En mand anholdes og idømmes 12 års fængsel. 


Oktober 2003. En mand findes dræbt. Han ligger i en gyde, svært maltrakteret, på maven af ham ligger et sjippetov.  Manden er Allan Johansen, kendt af politiet som en ubehagelig type, en drukfældig slagsbror.

Kort tid efter findes en kvinde, Helle Nielsen, dræbt i sin lejlighed. Også her finder politiet et sjippetov liggende nær den dræbte. 


De 2 har i den tidlige ungdom været en del af en lille gruppe på 5, der udover dem, tæller Anita, og tvillingerne Mona og Mads. Gruppen terroriserede alle der stod i vejen for dem, var altid sammen, og på kryds og tværs kærester.  Fælles for dem alle var, at de kom fra dysfunktionelle familier.


Kirsten Dreyer og teamet, sætter igang med at finde morderen, og de sidste 3 fra gruppen, der muligvis også kan være i farer, og for at finde en evt. forbindelse til den lille pige i skoven.








Jeg læste de 2 bøger lige efter hinanden, og som med "Afklædt" på under 6 timer, spændt ventende på en igen uforudsigelig afslutning.

De sideløbende historier følger igen med, dog ikke så mange som i "Afklædt", der bliver faktisk "sat knude" på et par løse ender.


Da jeg selv er diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse, bliver jeg lidt mere iagtagende, når forfatteren begiver sig ud i, at give bogens personer diagnoser. Men her må gives cadeau til forfatteren for at have researchet godt . Jeg skal ikke spoile, men blot henvise til Psykiatrifonden, hvis du ønsker kendskab til eksp. dyssocial- og paranoid personlighedsstruktur og personlighedsspalting.


På skalaen 1-5,
giver jeg 4 ⭐







SPOILER: Hvis du ikke har læst "Sybil" af Flora Rheta Schreiber, udgivet i 1973, eller set filmen af samme navn fra 1976 med Sally Field i hovedrollen, så kan jeg klart anbefale det.