At læse er at leve

"NÅR ENGLE DØR"

af Kirsten Sonne


Bogen er 3. bind i serien om Stina Funk og Jens Kjøller

De 2 første bind "DEN VILDE" og "DET SORTE HUS" er anmeldt her på bloggen.

Udgivet på FORLAGET ALHAMBRA januar 2026

Den synske kvinde Saskia er forsvundet fra sit lille lyserøde hus langt til naboer, sammen med katten Hans. Hun ses sjældent af andre end sine klienter, men da hun ikke er dukket op til en aftale hos dyrlægen, kører denne til huset, hvor Hans findes liggende på badeværelsesgulvet, død af mangel på vand og mad, og udenfor huset, på gårdspladsen, er spor efter traktorhjul og blodstænk.


Funk og "Tjøller" kastes denne gang ud i en sag hvor det alternative, og for nogen overnaturlige, spiller en stor rolle, og hvor går grænsen mellem traditionelt politiarbejde og den alternative verden? Et spørgsmål Stina stiller sig selv flere gange under efterforskningen. Hvad er det der tiltrækker så mange mennesker til clairvoyante, til håndlæsere og tarotkort. 
I og omkring byen Stenseby, hvor det lille lyserøde hus ligger, konsulterer mange Saskia til seance, også øens spidser, men alle er som en lukket bog, og efterforskningen trækker ud, det bliver et kapløb med tiden, mens Stina i det stille bærer rundt på tanker hun ikke tør dele, endnu.


"SASKIA UDSÆTTER SIG SELV FOR LIVETS OG MENNESKERS ONDSKAB OG PINSLER. FOR DJÆVLEN...
EN STAKKELS FORVIRRET ENGEL ER HUN"

HVEM ER JEG, et filosofisk spørgsmål, eller rettere, en undren, som sagtens kunne være overskriften her, og så det mere håndgribelige og målbare HVORDAN KOMMER JEG VIDERE HERFRA ?

Og det er disse spørgsmål som jeg læser mellem og i linjerne, i "Når engle dør". 


Personligt har jeg selv engang været medie for 2 clairvoyante der var under en form for uddannelse, og her blev min undren til tro. Uden at have kendskab til mig, og i 2 forskellige seancer, trådte min mor frem for dem med ting, der kun var mellem hende og jeg. HVORDAN, var mit spørgsmål den dag. Politiet har også gjort brug af clairvoyante i flere efterforskninger blandt andet i Emilie Meng sagen, men det er ikke daglig praksis.
Så der må være mere mellem himmel og jord, ikke ?


Læsere af bloggen ved, at bøger der fører mig rundt i kendte områder, hvor jeg kan høre- se- og føle mig tilstede, som en del af handlingen, giver et ekstra plus i min læsning. Og det gør forfatterens bøger, her endda lidt mere end det sædvanlige, da Stina og "Tjøller" føres til en mistænkt der bor i et rødt murstens hus på Birgersvej i Aakirkeby. I et lignende hus på samme vej boede min veninde og hendes mand indtil de for 2 år siden flyttede. Et tilfælde ? Det lader vi stå usagt.


LÆSELYSTEN giver 4/5 🌻🌻🌻🌻


Bogen er givet mig som anmeldereksemplar.

Anmeldelsen er udtryk for min egen mening, og ikke påvirket af forfatter eller forlag.

Læselysten honoreres ikke for anmeldelse eller links.