At læse er at leve

"GUL REGN"

af Katja Ranvits


Bogen er 2. bind i serien om Lars Sommer udgivet på FORLAGET BRÆNDPUNKT december 2025

1. bind er anmeldt HER

"DU HAR ALTID VÆRET STÆRKERE, END FOLK TROR. DET SÅ JEG, FØRSTE GANG JEG SÅ DIG.

JEG HUSKER DIN STEMME. DEN HAVDE KANT. SOM GLAS UNDER HUDEN."


Når jeg skriver en anmeldelse, ved læserne her af bloggen, at jeg ofte bruger sætninger fra bogen, sætninger der på en eller anden måde sammenfatter dele af plottet, noget underliggende. Jeg søger ikke direkte efter disse sætninger, de springer mig i øjnene og står smukt som en solsikkemark en sommerdag. I "Gul regn" har jeg med post-it's markerede mange, forfatteren kan det der, hun rammer plet hver gang, ikke humoristisk, men med kant, nærmest lyrisk, metaforisk. 


"TÆNK, AT VOKSE OP SOM NOGLE BOGSTAVER PÅ ET STYKKE PAPIR"

"MAN VED DET BARE. SOM NÅR EN SKYGGE MATCHER END SKRIDT"


"LAD OS SE. HVAD HUN GLITRER MED, NÅR LYSET ÆNDRER SIG"

"LYSET KAN FORFØRE. MEN DET ER I MØRKET, DU SER DEM DER BLIVER"


Forfatteren mestrer forførelsens kunst. I bogen bliver Emma forført med anerkendelse, alt det hun ikke fik i barndomshjemmet, hun bliver set og hørt. Det nonverbale sprog hun har haft brugt på SoMe, glansbilleder der har lukket hende inde sjæleligt, bliver nu til lyd, hun er fysisk tilstede, mørket og stilheden er væk.


"GUL REGN" starter hvor "RØD SNE" slutter.
Emma er flyttet ind hos Lars Sommer og Cecilie. Hun har svært ved at forenes med det faktum, at Lars, og ikke Michael, er hendes far. Hun lukker sig inde på sit tildelte værelse, lukker verden ude, den fysiske verden, for SoMe eksisterer stadig.
En stripper falder død om på scenen og Lars sættes på sagen. En stripper, Mia, der på mange måder deler Emmas ønske om anerkendelse. Et dødsfald, et trekantsdrama, en lukket rose, tavshed, hemmeligheder, og al dette trækker tråde tilbage til Emma. 


Forfatteren er mangefacetteret. Fra Cecilie Knudsen trilogien til de 2 bind om Lars Sommer og Emma, historier der organisk flyder sammen, til trilogien om Birgit Bagge, og den enkeltstående "Brudstykker", er der en rød tråd, et ord; KONTROL. Og den kontrol styres af en krøllet hjerne med en diabolsk pen og en stor farvepalet, hendes kontrolpanel.


LÆSELYSTEN giver 5/5 🌻🌻🌻🌻🌻



Bogen er givet mig som anmeldereksemplar.

Anmeldelsen er udtryk for min egen mening, og ikke påvirket af forfatter eller forlag.

Læselysten honoreres ikke for anmeldelse eller links.


Når mørket kalder, og stilheden tager til i styrke, lader du så mørket og stilheden tage kontrollen, eller gør du?

Men vil du ses og høres i mørket, så er det ikke en tanke, men en handling.
Tag kontrol.
LÆSELYSTEN